Tre tips til en grønnere hverdag

Tre tips til en grønnere hverdag

De fleste af os har svært ved at ændre vores dårlige vaner, selv om vi godt ved, at vi burde. Men behøver det at være så svært? Her er tre gode vaner, der kan gøre din hverdag grønnere, uden at du skal gå ned på livskvalitet.

Verdens lande laver lunkne aftaler, mens virksomhederne fortsætter med at sende CO2 ud i atmosfæren. Samtidig fortsætter vi mennesker med at flyve, spise oksekød og fyre op i brændeovnen. Der er nok at være bekymret for, men det er ikke rart at tænke på.

De fleste af os ved godt, at mange af vores vaner ikke er så gode. De går måske ud over vores helbred, vores ægtefæller, vores kollegaer eller klimaet. Men de er jo så rare og trygge, de vaner. Og det er så træls at skulle begynde at ændre på dem!

Hvis du er ryger, har du måske prøvet at lægge smøgerne på hylden flere gange. Men når bodegaen bliver tilstrækkeligt brun, og den tredje fadøl er gledet ned, så kan det være svært at holde moralen høj. For det er jo ikke en rigtig fredag aften uden en smøg til øllen.

Gør det til en sport

Du kan se dine vaner som en form for ur-instinkt. Noget, som du gør af dig selv – helt automatisk – og som kræver al din viljestyrke at ændre. Eller du kan se dine vaner som det, de er: Vaner! Du har tillært dig dem engang, og du kan tillære dig nogle nye.

Du behøver ikke at undvære den røde bøf – du kan i stedet vælge falaflerne til. Nye vaner er noget, du nemt kan skabe, hvis bare du gør nogle nye ting tilstrækkeligt mange gange. Det hjælper også, hvis du lader være med at slå dig selv oven i hovedet, hver gang du falder tilbage i gamle vaner. De har været der længe, og det tager tid at slippe af med dem.

Tænk på nogle af de ting, du plejer at gøre. Hvorfor gør du det? Hvad får du af dine vaner? Er du glad for, at du får det ud af dem? Kan du få noget andet ud af nogle andre vaner? Hvad skal der til for at få det?

Gør det til en sport at skifte vaner. Det er en sjov udfordring, og det er en stor tilfredsstillelse, når det lykkes.

Her får du tre af vores klimavenlige vaner, som vi er blevet rigtig glade for:

1. Grøn transport

Det er skønt at sidde i bilen med varmen skruet godt op, når dit yndlingsnummer spiller i radioen. Det er dog ikke den mest klimavenlige vane, og ofte er den også unødvendig.cykel

Men hvad er alternativet? Overfyldte busser, cykelture i modvind og tog, der konstant er forsinket? Det afhænger af øjnene, der ser.
Cyklen kan være en sand fornøjelse, når solen skinner, når man kan skyde genvej gennem parken, når man overhaler bilkøen inde i byen, når man skal parkere, når man gerne vil dyrke motion, men ikke gider at tage i fitnesscenter …

Der er masser af dejlige ting ved at cykle! Hvis du køber din cykel hos Buddha Bikes, slår du to grønne fluer med ét smæk – du sparer CO2 på cykelturen og købet af en genbrugscykel.

2. Grønne samtaler

iPhone er en fast del af manges højre hånd. Og teleselskabernes kamp for at tilbyde de laveste priser og den bedste service gør det til en fryd at være mobilkunde i dag.

Men der skal malurt i bægeret: Mange af de dele, din telefon består af, er højst sandsynligt udvundet under rigtig dårlige forhold. Det nemmeste er at lukke øjnene, for man skal jo have en telefon – ikke?

Fortvivl ej! Fairphone laver klimavenlige telefoner med minimalt forbrug af emballage og sjældne metaller – og slet ingen børnearbejdere i produktionen. Alle delene i din Fairphone er i øvrigt lige til at udskifte. Så behøver du heller ikke at købe ny telefon, hver gang du har kørt et par softwareopdateringer.

Hvis du vil give den en ekstra skalle med de gode vaner, så kan du tale i din Fairphone med et GreenSpeak-abonnement. GreenSpeak er et teleselskab, hvor pengene går til velgørenhed, og lønningerne bliver holdt på et menneskeligt niveau. Du kan selv vælge, hvem du vil støtte gennem dit abonnement, så du kan selv gøre det grønt.

3. Grøn mad

Maden er den sidste vane, som du kan flirte lidt med i denne omgang (man skal trods alt heller ikke lave for meget om på én gang). De røde bøffer, lammestegene og de tykke skive ost på franskbrødet er nemlig lige så dårlige for klimaet, som de er velsmagende.

Betyder det så, at du skal leve af kaninføde og støv, hvis du skal vinde over dine venner i ”Hvem har de grønneste vaner”? Det behøver det ikke! Det betyder bare, at du skal skære lidt ned på nogle af de ting, som belaster klimaet (og som regel også dit helbred). Fx kan du jo holde en kødfri mandag.

Du kan også tænke det sådan her: I stedet for at undvære alt det, du godt kan lide at spise, vil du begynde at finde de mest funky grøntsager, saftige frugter og sprøde nødder og eksperimentere med dem i køkkenet. Du vil overraske dine middagsgæster, forkæle din krop og spise hele tiden – visse grøntsager kan du jo blive ved med at spise uden at skulle tælle kalorier.

Hvis du ikke er den store gastronom, kan du jo også købe en Fairdig-ret her. Så ved du, at du får dine fibre, samtidig med at det smager godt, og verden bliver grøn og glad.

Vores Fairdig-retter kan du købe hos nemlig.com og i en række Meny-butikker. Har din lokale Meny-butik ikke Fairdig-retter i frysedisken, så bed dem om at bestille dem hjem – det kan alle landets butikker gøre, hvis du og de vil.