Tak til alle!

En af de altovervejende grunde til, at Fairdig nogensinde blev til noget, er, at vi har rakt ud til andre mennesker. Vi har spurgt om hjælp og delt vores tanker og ideer. Forhåbentligt kan vi give noget tilbage en dag. Indtil videre er det bedste, vi kan tilbyde, lækre, sunde og klimavenlige færdigretter og en kæmpe stor TAK til:

Noura Mahfouz Kindler – Meat Free Monday Denmark

Noura er stifteren af Meat Free Monday Denmark, og hun har en passion, som vi deler. Noura går nemlig meget op i, at vi sammen kan skabe et fællesskab om at spise mindre kød helt uden brug af løftede pegefingre. Noura synes, at det er hyggeligt at lave mad sammen med andre. Hun laver det uden kød, for det er mad, der gør klimaet glad (se hvorfor her.

Noura hjælper os med at sprede det glade budskab om, at Fairdig er til. Det er vi meget glade for, og derfor har vi serveret nogle af vores færdigretter for Noura. Hun var heldigvis begejstret for retterne og kan selv bedst lide den stærke Simregryde med masala .

 

Jesper Møller-Fink – Fotograf

jesper

Jesper har taget billeder af os fra Fairdig. Det er første gang, Jesper har taget billeder af grøntsager og mennesker på samme tid, men vi synes, at han er sluppet rigtig godt fra det. Jesper har desuden været flink til at give råd og vejledning til vores hjemmeside (så vi fx kan få grøntsager til at ryge af og på, når du kører musen hen over billederne … og andre vigtige ting).

Til daglig arbejder Jesper i Det Etiske Råd. Vi vil derfor gerne understrege, at ingen grøntsager led skade under optagelsen – selv om en enkelt cherrytomat dog fik en mindre skramme efter frit fald fra halvanden meters højde.

Michael Museth – Folkets Madhus

Michael Museth er vores inspirationskilde til daglig. Vi samarbejder og bor lige ved siden af hinanden, fordi Michael har lukket os ind i sit fællesskab for madentreprenører. Med hans Robin Hood-agtige tilgang til verden har han bidraget til at gøre det muligt for os at skabe forandringer både som enkeltfirma og sammen med andre. Han har desuden givet os uvurderlig sparring på en lang række områder som fødevarebranchen, bæredygtighed, økologi og lovgivning.

Nu har vi ansat Folkets Madhus til at producere vores mad. Vores samarbejde med Folkets Madhus og Michael fulgte naturligt efter en fælles ambition om 1) råvarer udvalgt efter principper om bæredygtighed og hensyn til miljøet og dyrene samt 2) at kunne tilbyde madvarer, der ikke er sminkede med konserverings- og tilsætningsstoffer.

Marie Hallundbæk Mikkelsen – 2plus1

marehbaek

Marie har lavet vores logo og coveret på vores Simregryde med masala – både den milde og den stærke. Vi skylder Marie en stor tak for vores flotte ydre, som vi er meget glade for. Marie er ansat hos idébureauet 2+1, og måske fortsætter samarbejdet med dem, når vi skal have designet lækre emballager fremadrettet. Vi krydser fingre!

David Pedersen – Kødfri Mandag

David har hjulpet os med sparring og viden om, hvad der rører sig hos folk, der gerne vil spise mindre kød – og hvorfor, det kan være en udfordring at skære ned på kødforbruget. Han har desuden bidraget med at sprede ordet om vores mission. David bruger et inspirerende citat i sin autosignatur på e-mail, som rammer os, og som er benzin på bålet (eller kikærter i gryden?!) for os:

“Hvor er det vidunderligt, at ingen behøver vente et øjeblik på
at gøre verden til et bedre sted.”
-Anne Frank

Mia Irene Kristensen – CPH Good Food

Mia har taget billeder af vores retter, så de rent faktisk ser lækre ud. I starten prøvede vi selv, men vi fandt hurtigt ud af, at det er mega svært at tage gode billeder af mad. Så tak til Mia – hun kan nemlig finde ud af det!

Henrik Bartels – Advodan

Henrik har hjulpet med noget af al den jura, vi som nystartet virksomhed blev tvunget til at forholde os til. Det er ikke nemt at sætte sig ind i lovparagraffer, konkurrenceklausuler, ejeraftaler, og vi ved snart ikke hvad. Med en venlig og skarp advokat ved hånden blev det lidt lettere. I denne sammenhæng også en tak til Ingeniørforeningen IDA, som tilbyder gratis indledende JuraTjek til selvstændige.

Kent Helbo – Nemlig.com

Kent var faktisk den mand, der kickstartede Fairdig i sin tid. Det var Kent, som Jesper opsøgte med sit RUC-projekt for at få et realitytjek. Det gav Kent, og siden da tog projektet fart. Så tak til Kent for at tage sig tid til at lytte på en tilfældig RUC-studerendes løse ideer.